Mælk - en unik pakke af næringsstoffer
De vigtigste grunde til at anbefale mælk som en del af din daglige kost, er mælkens indhold af calcium, protein samt vitaminer og mineraler såsom vitamin B2 (riboflavin), vitamin B12 og fosfor.
Mælkens næringsstoffer
Indholdet af calcium og protein er væsentlige argumenter for at drikke mælk, men der er meget andet godt i mælk. Mælk indeholder en lang række vigtige mineraler og vitaminer, herunder vitamin B12, vitamin B2 (riboflavin) og fosfor. Vitaminer og mineraler findes i små mængder, men på trods af dette er de essentielle, da indtaget er afgørende for vækst og vedligeholdelse af kroppen1.
ET GLAS - MANGE NÆRINGSSTOFFER
Med ét stort glas minimælk (250 ml*) får du dækket cirka halvdelen af dit daglige behov for calcium, vitamin B2, vitamin B12 og fosfor. Derudover dækker ét stort glas mælk også 20 procent af dit daglige kalium-behov2.
Calcium: 124 mg/100 g (15 % af dagligt referenceindtag)
Vitamin B2: 0,17 mg/100 g (12 % af dagligt referenceindtag)
Vitamin B12: 0,48 ug/100 g (20 % af dagligt referenceindtag)
Fosfor: 96,8 mg/100 g (14 % af dagligt referenceindtag)
Kalium: 157 mg/100 g (8 % af dagligt referenceindtag)
Kilde: DTU Fødevareinstituttet, FRIDA fooddata.dk
Calcium
Calcium er nødvendigt for vedligeholdelse af normale knogler og tænder. Knoglevævet er levende væv, og der sker en konstant nedbrydning og genopbygning. Det er derfor vigtigt at få en løbende tilførsel af calcium gennem hele livet. Mineralet har også mange andre vigtige funktioner i kroppen. Calcium bidrager for eksempel til en normal signaloverførsel mellem nervebanerne (neurotransmission). Derudover er calcium involveret i at sikre et normalt blodtryk og har betydning for, at musklerne kan trække sig sammen3.
Læs mere om mælkens rolle for knoglerne her
Vitamin B12
Vitamin B12 findes kun i animalske fødevarer. Vitaminet bidrager til dannelse af røde blodlegemer. De røde blodlegemer indeholder hæmoglobin, som transporterer ilt fra lungerne og ud til kroppens væv og celler. I den sammenhæng bidrager vitamin B12 til at mindske træthed og udmattelse. Derudover er vitamin B12 nødvendig for normal funktion af nervesystemet, hjernen samt immunsystemet. Mangel på vitamin B12 er sjældent men kan forekomme hos vegetarer og veganere, fordi det ikke naturligt forekommer i ret mange vegetabilske madvare1,4.
Vil du vide mere om Vitamin B12, så læs mere her.
Riboflavin (vitamin B2)
Riboflavin er vigtigt for omsætningen af energi og protein. Riboflavin bidrager også til at vedligeholde normale røde blodlegemer. Som førnævnt indeholder røde blodlegemer hæmoglobin, som indeholder jern og transporterer ilt fra lungerne og ud til kroppens væv og celler. Derudover bidrager Riboflavin til en normal omsætning af jern og kan således, ligesom vitamin B12, være med til at mindske træthed og udmattelse1.
Fosfor
Fosfor bidrager, sammen med calcium, til at vedligeholde normale knogler og tænder. Derudover bidrager fosfor til cellemembranernes normale funktion og er en vigtig brik i opbygningen af de komponenter, der udgør vores gener (DNA og RNA). Mangel på fosfor over en længere periode kan have konsekvenser for din muskel- og knoglesundhed5.
Kalium
Kalium bidrager til nervesystemets normale funktion. Dette er væsentligt, da nervesystemet skaber kontakten mellem kroppens celler, organer og væv, registrerer, kontrollerer og koordinerer fysiologiske processer samt modtager og behandler informationer fra de ydre omgivelser og afstemmer kroppens reaktion. Derudover bidrager kalium til en normal muskelfunktion. Sidst, men ikke mindst bidrager kalium til at vedligeholde et normalt blodtryk5.
Effekter af mælkematricen
Der er indenfor forskningen stigende anerkendelse af, at de gunstige effekter af mælk og mejeriprodukter handler om mere end bare indholdet af de individuelle næringsstoffer. Det er nærmere den unikke kombination af næringsstoffer og næringsstoffernes indbyrdes interaktion i en mælkematrix, der tilsammen gør mælk og mejeriprodukter til en helt særlig fødevare, der spiller en vigtig rolle i kosten1,3.
Næringsstoffer i mælk
Næringsstof | Indhold i 1/4 liter minimælk |
Protein (g) | 8,75 |
Kulhydrat (g) | 11,75 |
Fedt (g) | 1,25 |
Calcium (mg) | 310 |
Riboflavin B2 (mg) | 0,43 |
Vitamin B12 (µg) | 1,20 |
Fosfor (mg) | 242 |
Kalium (mg) | 392,50 |
Kilde: DTU Fødevareinstituttet, Frida fooddata.dk
Kilder:
1: Cimmino et al. 2023. Role of milk micronutrients in human health. Front. Biosci 28:41
2: DTU Fødevareinstituttet, Frida fooddata.dk
3: Rizzoli 2022. Dairy products and bone health. Aging Clin Exp Res 34:9-24. Epub 2021 Sep 7
4: Haug et al. (2007). Bovine milk in human nutrition – a review. Lipids in Health and Disease 6: 25
5: Harvard TH Chan School of public health. The nutrition source
Bliv klogere på mælkens næringsstoffer
Calcium
Calcium er et stærkt argument for at drikke mælk, og det er der god grund til. Calcium er nemlig et mineral, der ikke kun er vigtig for knoglerne men har også mange andre funktioner i kroppen. Læs mere her.
Protein i mælk
Kostens indhold af protein er vigtig. Protein bidrager nemlig til at øge og vedligeholde muskelmassen. Mælk er en god kilde til protein, da den indeholder 3,5 g pr. 100 ml. Drikker du et almindeligt glas mælk på 200 ml, får du 7 g protein.
Kulhydrat
Mælk indeholder nemlig mælkesukker, som er en bestemt type kulhydrat. Men hvad er mælkesukker, og hvor meget sukker er der i mælk? Bliv klogere her.
Vitaminer og mineraler
Calcium og protein er stærke argumenter for at drikke mælk, men der er meget andet godt i mælk. Mælk indeholder en lang række vigtige mineraler og vitaminer. Læs om hvilke her.