Tarmflora

Tarmfloraen betegner det komplekse miljø af mikroorganismer, som befinder sig i fordøjelseskanalen. Tarmfloraen er et resultat af det, vi spiser, men tarmfloraen er dog meget stabil gennem hele vores liv.
Tarmfloraen er færdigdannet allerede i fireårsalderen, men hvis du laver drastiske ændringer i din kost, kan du ændre en smule på mikrobiotaen (bakteriesamfundet) i din tarm.

Syrnede mælkeprodukter som skyr, yoghurt, ylette, A38, tykmælk og cremefraiche er ofte tilsat flere forskellige mælkesyrebakterier. Vi ved i dag, at disse mælkesyrebakterier kan give en sundere tarmflora, men mekanismen bag de gunstige effekter af mælkesyrebakterier står endnu ikke klart.

Til gengæld er forskningen tydelig i forhold til kostfibres gavnlige effekter for tarmen. Forskning viser nemlig en sammenhæng mellem kostfibre og tilstedeværelsen af nogle tarmbakterier, som vi ser hos sunde personer. Det gode råd er således at spise en varieret og fiberrig kost med mange grøntsager og fuldkornsprodukter.