Hormonbehandles malkekøer og er der hormoner i mælk?
På baggrund af historier fra især USA, tror nogle forbrugere, at der i vid udstrækning anvendes hormoner i den danske mælkeproduktion. Men er der hormoner i mælk? Og er det farligt for forbrugerne? Svarene får du her i artiklen.
Lad os starte med at slå en ting fast: I Danmark og i resten af EU er det forbudt at give køer hormoner for at fremme væksten. Derfor anvendes der ikke væksthormoner i Danmark - hverken til at øge køernes mælkeproduktion eller for at kødkvæg skal få mere kød (muskler) på kroppen. Det er forbudt iht. EU-direktiv 81/602/EEC.
Hvornår hormonbehandles køer?
I Danmark er det ikke tilladt systematisk at hormonbehandle sit kvæg. Der kan dog i enkelte tilfælde anvendes medicinsk behandling med hormoner til en ko, hvis dyrlægen anviser det. Dyrlægen kan f.eks. vælge at give en ko binyrebarkhormoner, hvis dens appetit pludselig forsvinder og koens energibalance bliver negativ. En sådan ko er faktisk syg, og her vil en hurtig indgriben med en hormonbehandling kunne gøre koen rask igen.
I andre tilfælde kan dyrlægen vælge at anvise hormonbehandling til en ko, hvis den har brug for hjælp til at komme tilbage i sin cyklus efter kælvning. Den form for hormonbehandling må dog ikke gives til de økologiske køer. De må kun få hormoner ved sygdomstilfælde og ikke til behandlinger, hvor formålet er at fremkalde brunst eller styring af reproduktionscyklus.
HVAD ER HORMONER?
Hormoner er kemiske signalstoffer – en slags kemiske budbringere - der sender beskeder rundt til forskellige dele af kroppen. Hormoner har mange forskellige opgaver. Nogle hormoner sørger for, at kroppen vokser, mens andre hormoner eksempelvis regulerer stofskifte og blodsukker. Et almindelig kendt hormon er insulin. Hormoner er meget anvendt til behandling af en lang række sygdomme og lidelser, både hos dyr og mennesker. Hormoner findes naturligt både i køer og i mennesker.
Får en ko hormoner, kommer den i karantæne
Hormonbehandling af malkekøer har gjort mange forbrugere utrygge ved at indtage mejeriprodukter. Men denne utryghed er faktisk helt ubegrundet, for hvis en ko har fået hormoner, må mælken ikke sendes ud til forbrugerne. Koen sættes derfor i karantæne i en periode, indtil hormonerne i koens krop er omsat – denne tid kaldes tilbageholdelsestiden.
I DANMARK HAR VI EN SKRAP LOVGIVNING OM, HVILKE HORMONER DER MÅ BRUGES I DE FORSKELLIGE SITUATIONER. HORMONERNE BLIVER KUN BRUGT UNDER SÆRLIGE OMSTÆNDIGHEDER, DVS. DER SKAL VÆRE ET MEDICINSKK BEHOV, FØR HORMONER MÅ ANVENDES. OG DET, SAMMEN MED TILBAGEHOLDELSESTIDEN BETYDER, AT FORBRUGERNE INGEN GRUND HAR TIL AT VÆRE BEKYMRET MED HENSYN TIL HORMONER I MÆLK OG ANDRE MEJERIPRODUKTER
- Peter Raundal, Dyrlæge, SEGES
Indeholder mælk hormoner?
Ja, mælk indeholder hormoner.
Der vil altid være hormoner i mælk, fordi koen, ligesom vi mennesker, producerer hormoner. Mængden af hormoner i mælk er dog meget mindre end den, vi selv producerer i kroppen, og hormonerne er på ingen måde farlige for os mennesker.
Frygter du hormoner i mælk? Så er du nok ikke den eneste. Myten om hormoner i mælk drejer sig om flere forskellige slags hormoner, nemlig væksthormon, IGF-1 og østrogen. Der dog intet at være bange for og der er altså ingen grund til at være nervøs for, at hormoner i mælk vil påvirke dig og din krop.
Bliv klogere på myten om hormoner i mælk her.
I USA og Australien er hormonlovgivningen noget mere liberal. Her er det for eksempel tilladt at give køer væksthormoner. Dette er ikke tilladt i Danmark eller andre lande i hele EU, og derfor er der ingen risiko for, at eventuelt kunstigt tilførte væksthormoner ender i mælken og efterfølgende indtages af forbrugerne.
SEGES Innovation
SEGES Innovation er en uafhængig, non-profit forsknings- og innovationsvirksomhed, der i mere end 50 år har arbejdet for en bæredygtig og konkurrencedygtig landbrugs- og fødevareproduktion.
SEGES er placeret i Skejby ved Aarhus og har flere mindre satellitafdelinger rundt omkring i landet.