Er du flad? Her har du nogle tips til nemme snacks, når der hurtigt skal mad på motoren
De fleste har oplevet, at kroppen på et eller andet tidspunkt i løbet af dagen bare ikke rigtig fungerer, hvis man ikke husker at spise og drikke - og det kan ramme både børn og voksne. Så husk, at selv en lille smule mad i form af hurtige snacks eller et let mellemmåltid kan give fornyet energi. Nederst på siden får du tips til nemme snacks og små måltider, der kan spises af både voksne og børn på forskellige tidspunkter af dagen. De fleste er lynhurtige at lave, mens enkelte kræver, at du har forberedt dig lidt.
Hop direkte til OPSKRIFTERNE VED AT KLIKKE HER.
Klokken slår 14:37, og du stirrer tomt ud i luften, mens din koncentration smuldrer hurtigere end en Marie-kiks i en børnehånd. Du er ikke alene. Det såkaldte eftermiddagsdyk er en trofast – og temmelig trættende – følgesvend for både børn og voksne.
Men hvorfor sker det egentlig?
Midt på eftermiddagen kan blodsukkeret let ryge i kælderen. Frokosten ligger flere timer væk, og der er stadig længe til aftensmad. I de situationer kan energien hurtigt forsvinde.
Resultatet: trætte øjne, kort lunte og en hjerne, der mest har lyst til at browse boligindretning eller kattevideoer.
Mellemmåltidet som mirakelmiddel (næsten)
Men kan et enkelt mellemmåltid virkelig redde os fra zombietilstanden i løbet af dagen?
Et næringsrigt mellemmåltid – serveret i rette tid – kan i hvert fald gøre en kæmpe forskel, siger Lisa Heidi Witt, rådgivningskonsulent og klinisk diætist hos Diabetesforeningen.
Her er det ifølge Lisa Heidi Witt ikke ligegyldigt, hvad du vælger at proppe i munden. Snacks med højt indhold af protein og fibre er guld værd – for både børn og voksne.
- Børn er typisk mere fysisk aktive i løbet af dagen end voksne, så det er vigtigt, at de får sunde og nærende mellemmåltider for at få dækket deres energibehov, så de kan komme igennem dagen, siger Lisa Heidi Witt.
Det samme gør sig i et vist omfang også gældende for voksne.
I mange jobs i dag sidder vi foran skærme i mange timer, og derfor kan voksne også gå sukkerkolde i løbet af eftermiddagen. I de situationer, hvor blodsukkeret falder, og energien forlader kroppen, kan det være en god ide med f.eks. en portion skyr eller en fuldkornsbolle for ikke at blive helt udkørt midt på dagen.
Pauser er også vigtige
Men mange gange kan en pause fra jobbet i virkeligheden være det, der er mest brug for og ikke kalorier, påpeger Lisa Heidi Witt.
- Hvis man har sørget for at få en god og nærende frokost, behøver voksne ikke at spise hele tiden. En tur ud i luften og en pause fra skærmen kan mange gange være vigtigere end en snack for at få energien igen, forklarer hun.
Kodeordet er ifølge Lisa Heidi Witt under alle omstændigheder planlægning. Hvis man ved, at man har tendens til at gå sukkerkold i løbet af en arbejdsdag, er det en god ide at tage sunde snacks med på jobbet, så man ikke forfalder til usunde og kalorietunge fristelser på vej hjem fra arbejde.
Det gælder også, hvis man har børn. Sørg for f.eks. at have skiveskåret frugt og grønt og yoghurt i køleskabet – det kan give ro i en travl hverdag, og samtidig så kan man være fælles om at få en eftermiddagssnack og hygge sammen. Mad er jo et socialt samlingspunkt – hvis der er tid og ro til det.
Inspiration til mellemmåltider
Du behøver ikke være madblogger eller uddannet diætist for at få styr på dit mellemmåltid. Her er nogle ideer, der både er hurtige, nemme og velsmagende:
Skyr med bær og lidt havregryn – protein, fibre og frugt i én skål. Du kan endda tage det med på job i en lille beholder (eller glas, hvis du går op i Instagram-venlighed).
En skive mager ost på fuldkornsknækbrød – simpelt og tilfredsstillende. Tilføj lidt peberfrugt for ekstra crunch og vitaminer.
Et glas mælk eller kærnemælk – især kærnemælk har en frisk syrlighed, som kan vække selv de mest søvnige smagsløg.
Grøntsagsstænger med hummus eller hytteost – farverigt, sprødt og smagfuldt. Gulerødder, agurk og snackpeber er nemme at have med.
En lille håndfuld mandler eller valnødder –fedtstoffer og protein i lommevenligt format. Bare rolig, du må godt tage lidt rosiner med, hvis du savner sødme.
Bonus: Bevægelse og pauser hjælper også
Et godt mellemmåltid kan gøre meget, men det bliver endnu bedre, hvis du kombinerer det med lidt bevægelse og et par minutters frisk luft. En hurtig gåtur rundt om kontorbygningen kan gøre underværker for både humør og blodsukker – og her kan du finde endnu flere tips til gode snacks til eftermiddagsstunden.
Denne artikel er lavet som kommercielt samarbejde med Ekstra Bladet