KOSTANBEFALINGER TIL GRAVIDE OG AMMENDE
Når du er gravid og ammer dit barn, er det ekstra vigtigt, at du spiser sundt og varieret og finder plads til fysisk aktivitet. Både fordi det giver dig selv en bedre graviditet og barselsperiode, men selvfølgelig også for at dit barn får den bedste start på livet.
Hvilke kostanbefalinger gælder for gravide?
Grundlæggende er der ikke meget, du skal ændre ved din kost i forhold til før, du blev gravid. Det er stadig vigtigt at spise sundt og varieret.
Læs også "Må gravide spise ost?"
Hvor stor en mængde energi skal man have som gravid?
Som gravid kan du opleve en øget sultfølelse især i andet og tredje trimester, hvor behovet for energi vokser i takt med, at både fosteret og vævene i din krop vokser. Oftest er det dog sådan, at den gravides aktivitetsniveau også falder i denne periode, så der reelt kun er behov for at spise en smule mere end normalt. Nogle gravide oplever at få kvalme, hvilket kan påvirke sultfølelsen. I den forbindelse kan det være en fordel af opdele kosten i flere små måltider for at reducere kvalmen.
Den mængde energi, det anbefales at man indtager, udover det normale indtag, er selvfølgelig afhængig af ens størrelse og niveau af fysisk aktivitet. Ifølge de Nordiske Næringsstofanbefalinger 2023 er følgende som gennemsnit retningsgivende for en gravid kvinde:
Stadie | Energiindtag (KJ) | Energiindtag (kcal) |
Første trimester | 290 | 69 |
Andet trimester | 1200 | 287 |
Tredje trimester | 2300 | 550 |
Hvis du er gravid med ét barn, er her en tommelfingerregel for, hvor meget du ca. har behov for at tage på under graviditeten:
BMI (Kg/M2) før graviditeten | Anbefalet vægtstigning (kg) |
<18 (undervægtig) | 12,5-18 |
18,5-24,9 (normalvægtig) | 11,5-16 |
25,0-29,9 (overvægtig) | 7-11,5 |
>30 (svært overvægtig) | 5-9 |
Kilde: Cloetens, L., & Ellegård, L. Energy: a scoping review for the Nordic Nutrition Recommendations 2023. NORDIC NUTRITION RECOMMENDATIONS, 2023
Hvor stor en mængde energi, skal man have som ammende?
Ammende kvinder har et større energibehov end andre, da de skal producere mælk til barnet. Det øgede behov er ca. 2 MJ (svarende til 476 kcal) om dagen. Det behov dækkes dels ved de fedtdepoter, der oftest er dannet under graviditeten (til samme formål) og dels ved et lavere aktivitetsniveau. Det betyder, at behovet for ekstra kalorier faktisk er ret lille.
Anbefalede vitaminer og mineraler til gravide
Det er vigtigt, at du som gravid spiser sundt og varieret, for behovet for en række vitaminer og mineraler er øget i perioden, og at du vælger flere af de sunde og næringsstof-rige fødevarer.
Fødevarestyrelsen anbefaler gravide at tage kosttilskud af folsyre, D-vitamin og jern.
Derudover er calcium vigtig for knoglerne. Det anbefales, at gravide, der ikke drikker eller spiser mælkeprodukter, dagligt tager 500 mg calcium gennem hele graviditeten.
Se i tabellen nedenfor, hvilke stoffer du skal have flere af, og i hvilke fødevarer de stoffer findes.
Vitaminer (enhed) | Gravide | Ammende | Gode kilder |
Vitamin A (RE) | 750 | 1400 | Lever, gulerødder, æg |
Vitamin D (mikrogram) | 10 | 10 | Fede fisk fx sild, laks, makrel |
Vitamin E (alfa-TE) | 11 | 12 | Torskerogn, mandler, madolie |
Thiamin - B1 (mg/MJ) | 0,1 | 0,1 | Svinekød, torskerogn |
Riboflavin - B2 (mg) | 1,9 | 2,0 | Ost og æg |
Niacin - B3 (NE/MJ) | 1,6 | 1,6 | Laks, kylling, oksekød |
Vitamin B6 (mg) | 1,9 | 1,7 | Æggeblommer og jordnødder |
Folat (mikrogram) | 600 | 490 | Broccoli |
Vitamin B12 (mikrogram) | 4,5 | 5,5 | Lever, torskerogn, mælk |
Vitamin C (mg) | 105 | 155 | Appelsin, broccoli, persille, peberfrugt |
Mineraler (enhed) | Gravide | Ammende | Gode kilder |
Calcium (mg) | 950 | 950 | Mælk, ost, yoghurt |
Fosfor (mg) | 530 | 530 | Mælk, ost, yoghurt, oksekød |
Kalium (mg) | 3500 | 3500 | Broccli, ost, banan, mandler |
Magnesium (mg) | 300 | 300 | Mandler, havregryn, brune ris |
Jern (mg) | 26* | 15 | Lever, kød, æg, linser |
Zink (mg) | 11,3 | 12,6 | Ost, oksekød, havregryn |
Kobber (mikrogram) | 1000 | 1300 | Rejer, hasselnødder |
Jod (mikrogram) | 200 | 200 | Torskelever, torskerogn, laks, mælk |
Selen (mikrogram) | 90 | 85 | Skaldyr (rejer), fjerkræ, torskerogn |
* Sundhedsstyrelsen anbefaler at supplere med jerntilskud på 40-50 mg. dagligt fra 10. uge i graviditeten
Kilde: NORDIC NUTRITION RECOMMENDATIONS, 2023
Hvad skal du passe på med at spise som gravid?
Selvom du er gravid, behøves du ikke lave de store ændringer i din kost. Der er dog visse fødevarer, du bør undgå.
Spis højst 100 g fisk fra de store rovfisk om ugen. Rovfisk kan indeholde kviksølv og andre tungmetaller, da disse ophobes igennem fødekæden. Rovfisk er f.eks. helleflynder, tun, sværdfisk, gedde og sildehaj.
Dåsetun har typisk et lavt indhold af kviksølv, da de som regel er fremstillet af små tunfisk. Gravide anbefales dog højest at spise én almindelig dåsetun om ugen og ikke spise dåser af hvid tun eller albacoretun.
Laks fra Østersøen kan indeholde dioxin, som kan påvirke fosterets udvikling. Spis ikke mere end 125 g laks fra Østersøen om måneden.
Undgå lever og levertran, da de indeholder meget vitamin A. For store mængder vitamin A kan give misdannelser hos fosteret. Gravide kan dog godt spise leverpostej.
Undgå alkohol i graviditeten, og mens du prøver at blive gravid.
Begræns indholdet af koffein, når du er gravid. Max tre kopper kaffe om dagen og tilsvarende for te og koffeinholdige energidrikke.
Husk at være forsigtig i omgangen med råt kød og rå fisk, da de kan indeholde bakterier, som det kan være ekstra farligt at blive inficeret med, mens du er gravid.
Hvis du har kat, skal du få en anden til at tømme kattebakken, da den kan indeholde en parasit, som kan medføre øjen- eller hjerneskade hos dit foster.
Kilder:
NORDIC NUTRITION RECOMMENDATIONS, 2023
Cloetens, L., & Ellegård, L. Energy: a scoping review for the Nordic Nutrition Recommendations 2023. Food and Nutrition Research.
Fødevarestyrelsen (u. å.). Kostråd til 2-70 årige
Fødevarestyrelsen (u. å.) Gravid eller ammende: Hvad skal du spise og drikke?
Sundhedsstyrelsen (2022). Sunde vaner – før, under og efter graviditet.
FAQ
Gravide bør spise varieret og følge de officielle kostråd. Det indebærer en kost rig på grøntsager, frugt, fuldkorn, fisk, bælgfrugter og mejeriprodukter, som kan bidrage med vigtige næringsstoffer under graviditeten. Begræns indtaget at det søde, salt og fede, så det ikke tager pladsen fra andre vigtige næringsstoffer.
Under graviditeten er det især vigtigt at være opmærksom på blandt andet folsyre, jern, calcium, D-vitamin og protein. Disse næringsstoffer understøtter både morens og barnets behov gennem graviditeten. De fleste kan få dækket deres behov for protein, gennem en varieret kost med indtag af kød, fisk, æg, mejeriprodukter, nødder og bælgfrugter, men det anbefales at tage kosttilskud af specifikke næringsstoffer i løbet af graviditeten for at sikre et tilstrækkeligt indtag. Sundhedsstyrelsen anbefaler følgende tilskud:
Folsyre: 400 mikrogram folsyre dagligt fra graviditeten planlægges og 12 uger ind i graviditeten.
D-vitamin: 10 mikrogram D-vitamin dagligt gennem hele graviditeten.
Jern: 40 - 50 mg jern dagligt fra graviditetsuge 10.
Derudover er calcium vigtig for knoglerne, og det anbefales, at gravide, der ikke drikker eller spiser mælkeprodukter, dagligt tager 500 mg calcium gennem hele graviditeten.
Ja, fisk kan indgå som en del af en sund og varieret kost under graviditeten. Fisk bidrager blandt andet med protein og sunde fedtsyrer. Nogle fisketyper bør dog begrænses eller undgås under graviditet. Det gælder f.eks. store rovfisk som helleflynder, tun, sværdfisk, gedde og sildehaj samt dåsetun og laks fra Østersøen.
Merete Myrup
Ernæringschef i Mejeriforeningen, Branchesekretariat mejeri, Landbrug & Fødevarer/Skejby
Merete Myrup er ernæringschef i Mejeriforeningen og for mejeriområdet i Landbrug & Fødevarer og har mange års erfaring med ernæring, sundhed og mejeriprodukter. Hun arbejder med evidensbaseret formidling af viden om mælk og mejeriers rolle i kosten – både i Danmark og internationalt.
Med en akademisk baggrund inden for ernæring og fødevarer arbejder hun i krydsfeltet mellem forskning, industri og offentlig kommunikation. Hendes arbejde omfatter analyse og formidling af videnskabelig viden om mejeriprodukters ernæringsmæssige egenskaber samt deres rolle i sunde og bæredygtige kostmønstre. Hun bidrager løbende til nationale og internationale faglige samarbejder og følger udviklingen inden for ernæringsforskning tæt.
Merete Myrup har desuden erfaring med undervisning og oplæg på universiteter og konferencer, hvor hun formidler komplekse ernæringsfaglige emner til både fagfolk og bredere målgrupper. Hun deltager aktivt i den offentlige debat om kost, sundhed og fødevarer og arbejder for at sikre en nuanceret og vidensbaseret tilgang til diskussionen om mejeriprodukter.
Faglige kompetencer og specialer
Ernæring og sundhed
Mejeriprodukters ernæringsværdi
Evidensbaseret formidling
Bæredygtige kostmønstre
Fødevareproduktion og forbrugeradfærd
Erfaring:
Mejeriforeningen / Landbrug & Fødevarer, Ernæringschef / Director of Dairy Nutrition. 2012 – nu
Arla Foods, Head of Corporate Nutrition. 2008 - 2012
Arla Foods, Nutrition Manager. 2006 - 2008
Arla Foods, Head of Department, Department of Nutrition. 1998 - 2006
Arla Foods, Nutrition Specialist. 1997 - 1998
Uddannelse:
Aarhus Universitet og Syddansk Universitet, Master i Offentlig Ledelse. 2019 - 2024
Scandinavian International Management Institute, SIMI, Managing Food & Beverage Innovation. 2000 - 2001
DTU – Technical University of Denmark, Ph.D., Biochemistry and Nutrition. 1992 - 1995
DTU - Technical University of Denmark, M.Sc. 1986-1992
Udvalgte indlæg og oplæg:
LandbrugsAvisen: Mit nytårsønske: Mindre enten-eller og mere både-og (2026) (indlæg)
Aarhus Universitet, MAPP-konference: Advantages and challenges when combining health and sustainability in food choices & paneldiskussion: Sustainability at any cost: Rethinking how we communicate about health and sustainability. 2026. (oplæg)
Mejeribrugets Dag: ’Mejeriprodukters betydning for mad til ældre’. 2026. (oplæg)
Ingeniørforeningen: Fødevarematricen – hvad er det og hvilken betydning har den? 2025. (oplæg)
Berlingske: Ernæringschef maner til ro i debatten om ultraforarbejdede fødevarer (2025)
Københavns Universitet, Summer School: Sustainable diets. 2024 & 2025. (oplæg)
Agro Food Park: Combining health, climate and other sustainability factors in future diets. 2024 (oplæg)
Avisen Danmark: Danskerne mangler viden om mejeriprodukters næringsværdi og rolle i en grønnere kost (2023)
Avisen Danmark: Debat: Har vi glemt sundhed, når vi taler om mad? (2023)
Ernæringsfokus konferencen. Hvad vil det sige at spise bæredygtigt? (oplæg)
Fagligt selskab for sundhedsplejersker & Magasinet Knogleliv: Hvad gør vi, når en generation af teenagepiger ikke får nok calcium? (2026)
Råd og Udvalg:
Danish Dairy Research Foundation, chair (siden 2026) i Coordination group Health & Nutrition. 1999 – nu.
Alliancen mod Underernæring (ALMU). 2021 – nu.
Københavns Universitet, Aftagerpanel for Fødevarer, Human Ernæring og Idræt. 2022 – nu.
Rådet for Sund Mad. 2022 – nu.
International Dairy Federation, repræsentant i Standing Committee Nutrition and Health. 1998 – nu.
European Dairy Association, repræsentant i Scientific Advisory Board Dairy Nutrition and Health. 2019 – nu.
European Milk Forum, repræsentant i Ernæringsgruppen. 2018 – nu.