Spicy tacos á la Michelle Kristensen

Hjemmelavede tacoskaller af revet mozzarella med smagfuldt kødfyld og en frisk topping. Prøv Michelle Kristensens lækre opskrift.

Ingredienser ( 4 personer )

Tacoskaller

  • 225 gram revet mozzarella 15%
  • 25 gram havregryn
  • 2 tsk. fiberHUSK
  • 1/4 tsk. salt

Kødfyld

  • 1 spsk. olivenolie
  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 400 gram hakket oksefars 5-10% (max 12%)
  • 1/2 tsk. frisk og finthakket chili (kan undlades)
  • 1 spsk. tørret oregano
  • 1 spsk. tørret basilikum
  • 100 gram tomatpuré
  • 2 dl flåede tomater
  • Salt og peber

Topping

  • 4 spsk. creme fraiche, 18 %
  • 200 gram spidskål
  • 1 rød peberfrugt
  • 1/4 agurk
  • Evt. jalapenos og friske krydderurter

Fremgangsmåde

Tænd ovnen på 175 grader varmluft.

Kør alle ingredienserne til tacoskallerne i en foodprocessor, så det bliver til en smuldrende masse.

Beklæd 2 bageplader med papir, og tegn 4 cirkler (ca. 15 cm i diameter) på papiret. Fordel massen ud på de 4 cirkler, og pres dem flade. Kom tacoskallerne i ovnen i 7-10 minutter.

Tag skallerne ud, når de begynder at blive gyldne. Find en kagerulle eller noget andet med samme form, og hæng tacoskallerne ”til tørre”, så de får den rette form. Lad dem hænge og køle af på den måde.

Hak løg og hvidløg fint, kom olivenolie i en varm gryde, og svits løg og hvidløg i 4 minutter.

Kom farsen i sammen med chili, oregano og basilikum, og svits det hele i 4 minutter til. Kom til sidst tomatpuré og flåede tomater i gryden, og smag til med salt og peber.

Snit kålen fint, skær eberfrugten i mindre stykker, og skær agurken i små tern. Fordel kål, kyllingefyld, peberfrugt, agurk og jalapenos og krydderurter i de 4 tacoskaller. Servér med gnavegrønt til.

 

MK Principperne:

1 portion svarer til 1 lille knytnæve protein (oksefars), og 1 stor portion fedtkilde (mozzarella, olivenolie, cremefraiche).

 

Opskriften er udviklet af Michelle Kristensen

Pr. person  
KJ 1936
Kcal 463
Fedt (g) 25,6
Kulhydrat (g) 16,4
Protein (g) 39,4
Kostfibre (g) 5,38
Calcium (mg) 108

Andet inkluderer organiske syrer, alkohol og uspecificeret 

Kilde: VITAKOST (u.å.) HTTPS://WWW.VITAKOST.DK/DA/HJEM