Hjertekarsygdomme

Hjertekarsygdomme er sygdomme i hjertet og/eller karrene (blodårerne). Hvert år rammes ca. 55.700 danskere af sygdommen. Læs mere om hjertekarsygdomme i denne artikel.

Hjertekarsygdomme indebærer typisk såkaldt forkalkning af årerne, som betyder, at årerne bliver mere snævre, så blodet har mindre plads at løbe i. Denne forsnævring medfører en nedsat blodtilførsel til vævene og en øget risiko for blodpropper og bristede kar.

Kost, rygning, alkohol og motion har stor betydning for din risiko for at få en hjertekarsygdom. I forhold til kosten bør fokus først og fremmest være på at undgå overvægt, da overvægt er en væsentlig risikofaktor. At skære ned på fedtet – særligt det mættede – har været en af hjørnestenene i forebyggelse af hjertekarsygdomme, fordi undersøgelser viser, at mættet fedt er med til at øge kolesterolindholdet i blodet og dermed medvirke til en øget risiko for hjertekarsygdomme.

Nyere forskning tyder dog på, at mættet fedt har forskellige virkninger på risikoen for at udvikle hjertekarsygdom afhængigt af, hvilken type fedtsyrer der er tale om, og hvilke fødevarer fedtsyrerne optræder i. Undersøgelser har vist, at fedtsyrerne i mælk tilsyneladende ikke har en negativ effekt på forekomsten af hjertekarsygdomme.

Læs mere om hjertekarsygdomme her.