Syrnede mælkeprodukter
Syrnede eller fermenterede mælkeprodukter er produkter, der fremstilles ved at syrne mælk eller fløde med bestemte bakteriekulturer, der omsætter laktosen til mælkesyre. Mælkeprodukter syrnes for at tildele dem forskellige egenskaber som øget holdbarhed, syrlig smag og tyktflydende konsistens. Syrningen sker ved at lede mælken eller fløden i en syrningstank, som tilsættes en mælkesyrekultur. Afhængig af produktet står blandingen i et bestemt antal timer og ved en bestemt temperatur. Det færdige produkt kontrolleres ved at tjekke PH-værdien samt ved at bedømme produktets smag, lugt og udseende. Når produktet er syrnet, kan der tilsættes frugt eller frugtsaft samt sukker. Typiske syrnede mælkeprodukter er cremefraiche, yoghurt, ymer, tykmælk og skyr.
Du kan læse mere om syrnede mælkeprodukter her.