Sundhed er ikke sort/hvidt

Sundhed er et emne, der fylder meget - både i medierne og i folks bevidsthed. Men hvad vil det sige at leve sundt? Skal man leve af grøntsager og aldrig spise et stykke chokolade? Enkeltstående fødevarer bliver ofte fremstillet som enten sunde eller usunde, men måske ligger sandheden et sted midt i mellem.

sundhed

Når sundhed og i særdeleshed sund kost er oppe at vende i medierne, bliver der ofte tegnet et billede af enkeltstående fødevarer som enten sunde eller usunde. Det stilles op som to modpoler, så sundhedsbegrebet kommer til at fremstå meget sort/hvidt:

Usund

Sund

Forkert

Rigtig

Forbudt

Tilladt


Der er mange eksempler på fødevarer, som stemples som enten sunde eller usunde. Fødevarer, som ofte nævnes som usunde, kan være mælk, kød, salt og sukker, hvorimod gulerødder, broccoli og vand opfattes som sunde. Men det giver slet ikke mening at tale om sundhed på denne polariserede måde.

MÆNGDE OG KONTEKST

En fødevare er i sig selv hverken sund eller usund, det handler om mængder og kontekst - og behovet hos det enkelte individ.

Selvom det er livsnødvendigt for os at drikke vand, kan det være direkte livstruende at drikke meget store mængder vand. Og selvom Fødevarestyrelsen anbefaler at spise mindre salt, så er salt samtidig et næringsstof, vi ikke kan leve uden. At tale om en fødevare som værende enten sund eller usund giver altså ikke mening. Vi bliver nødt til at forholde os til mængderne, der spises.

En kostvane derimod kan være sund eller usundt. Det kan den fx være, hvis man spiser for mange kalorietætte fødevarer eller omvendt for lidt af de fødevarer, der bidrager med mange næringsstoffer. Her er det således adfærden, der er enten sund eller usund, men ikke selve fødevaren.

Hvad er en sund kost?

Fra tid til anden ser vi slankekure eller livsstile, der udelukker hele fødevaregrupper fra kosten. Stenalderkosten udelukker kornprodukter, LCHF (Low Carb High Fat) udskælder kulhydrater og lovpriser fedt, mens andre tager et valg om at udelukke mælk, kød eller noget helt tredje fra kosten.

Men er det sundt at udelukke hele fødevaregrupper fra kosten?

Der kan være mange årsager til at udelukke hele fødevaregrupper fra kosten såsom vægttab, dyreetik eller klimamæssige hensyn. Set fra et ernæringsmæssigt synspunkt er der dog intet til hinder for at spise en varieret kost med fødevarer fra både plante- og dyreriget. Når vi taler om en sund kost, behøver det nemlig ikke at være enten/eller, det kan sagtens være både/og. Altså kan animalske fødevarer sagtens indgå i en sund kost, så længe man har øje for mængderne, man spiser. De animalske fødevarer indeholder næringsstoffer, som du ikke finder i de plantebaserede fødevarer. Det gælder bl.a. vitamin B12.

Det kan godt lade sig gøre at spise en kost uden kød, mælk og mejeriprodukter. Det er dog nødvendigt at sætte sig grundigt ind i, hvordan man sammensætter sin kost, så man får alle de næringsstoffer, som kroppen har brug for.

Er mælk usundt?

Lad os slå det fast en gang for alle: Der findes ingen fødevarer, der i sig selv er sunde eller usunde. Det vil altid afhænge af mængden, du spiser. Derfor kan man heller ikke sige, at mælk er hverken sund eller usund uden som minimum at stille spørgsmålet ”i hvilken mængde?”

Mælk er et eksempel på en næringstæt fødevare, idet den indeholder mange næringsstoffer. Mælk indeholder calcium, protein, vitamin B12, vitamin B2, fosfor, kalium og jod. Mælk i moderate mængder kan således sagtens indgå i en sund og varieret kost. På samme måde som et stykke kage eller en is også kan være en del af sund kost.

Nogle fødevarer indeholder flere kalorier end andre, og du bør spise mindre af de kalorietætte fødevarer som fx slik, kage, sodavand, is og chips end fx grøntsager og frugt. Nogle fødevarer indeholder også mere fedt, protein eller sukker (kulhydrat) end andre, samtidig med at nogle fødevarer indeholder flere vitaminer og mineraler end andre.

Alle fødevarer kan kort sagt indgå i en sund kost. Sundhed handler om mængde og kontekst. Så for at citere Fødevarestyrelsens overordnede kostråd: Spis varieret, ikke for meget og vær fysisk aktiv.