Pasta alfredo med forårsgrønt

Nyd forårets sprøde grøntsager i en simpel pastaret. Den cremede alfredo-sauce af mælk, fløde og parmesan smager så skønt og er lynhurtig at røre sammen – perfekt hverdagsforkælelse!

pasta-alfredo

Ingredienser (4 personer):

1 bundt asparges
1 bakke grønne ærter
1 spsk. smør
1 dl sødmælk
1 dl fløde
1 fed hvidløg
100 g parmesan + lidt til servering
Salt og friskkværnet peber
500 g friske lasagneplader
1 håndfuld frisk baslikum

 

Sådan gør du:

Knæk bunden af aspargesene, og kassér dem. Skær asparges i grove stykker. Bælg ærterne.

Smelt smørret på en stor pande med høje kanter. Tilsæt aspargesstykker og ærter, og vend rundt. Pil og pres hvidløg, og vend det på panden. Hæld mælk og fløde over, og tilsæt friskrevet parmesan. Lad panden simre ved svag varme. Skær lasagnepladerne ud i brede bånd, og kog dem et par minutter i let saltet vand. Hæld vandet fra, og kom pastaen over i panden. Vend den rundt i saucen, smag til med salt og peber. Top med frisk basilikum og parmesan, og servér.

 

Opskriften er udviklet af Emma Martiny, blogger, madskribent og kogebogsforfatter.