Calcium

Mælk og mejeriprodukter er gode kilder til calcium, og calcium er nødvendigt for at vedligeholde knoglerne. Læs mere om calcium her.

Calcium (Ca), også kaldet kalk i daglig tale, er et mineral, som styrker kroppens knogler og tænder. Da knoglevævet er levende væv, som konstant nedbrydes og genopbygges, er det vigtigt at have en løbende tilførsel af calcium hele livet igennem. Men særligt i børne- og teenageårene, hvor kroppen og knoglerne vokser meget, er det vigtigt med ekstra calcium.

Calcium bidrager også med en række andre funktioner i kroppen, såsom normal størkning af blodet, celledeling, energimetabolismen samt til muskel- og nervefunktionen. Den anbefalede daglige dosis af calcium er 800 milligram for voksne. Se anbefalingerne til alle aldersgrupper på Fødevarestyrelsens hjemmeside.

Der er meget mere end calcium i mælk og mejeriprodukter – se en liste over alle næringsstoffer i mælk her.