B-vitaminer

B-vitaminer er vigtige for vores biologiske processer i kroppen, og da kroppen ikke selv kan danne disse vitaminer, skal de indtages gennem kosten. Mælk indeholder to typer af B-vitaminer: B2 og B12.

Vitamin B2

Vitamin B2 (Riboflavin) medvirker i en række enzymsystemer, som er nødvendige for kroppens omsætning af protein, kulhydrat og fedt til energi. Vitamin B2 bidrager til dannelsen af røde blodlegemer, kroppens omsætning af jern og har betydning for slimhinder, hud, negle og hår. Den anbefalede daglige dosis af vitamin B2 er 1,3 milligram for kvinder og 1,7 milligram for mænd. 

Vitamin B12

Vitamin B12 (Cobalamin) bidrager til dannelsen af røde blodlegemer og vedligeholder immunsystemets samt nervesystemets funktioner. Vitamin B12 indgår også i citronsyrecyklussen, som er vigtig for omdannelsen af fedt og proteiner til energi. Den anbefalede daglige dosis af B12 er 2 mikrogram for voksne. Særligt veganere skal være opmærksomme på at indtage nok B12, idet vitaminet primært findes i fødevarer som kød, æg, mælk og ost.

Symptomerne på mangel af vitamin B2 og/eller B12 er træthed, udmattelse, hjertebanken, åndenød og svimmelhed.