18. oktober 2020

BÆREDYGTIG MAD HANDLER OM MERE END KLIMA OG CO2

Bæredygtighed er et emne, der optager mange mennesker, og der er kommet meget fokus på, at vores mad skal produceres mere bæredygtigt. Mange sætter lighedstegn mellem ord som 'bæredygtig', 'klimavenlig' og en 'kost med lavest muligt CO2-aftryk', men så enkelt er det ikke. Bliv klogere på bæredygtig mad her.

Hvad er bæredygtig mad egentlig?

Mange sætter lighedstegn mellem miljøvenlige fødevarer og bæredygtighed. Det er dog for unuanceret. Når man taler om, hvad der kendetegner bæredygtig mad eller kost, er der flere ting, der spiller ind.

FAO, landbrugsorganisationen under FN, har udarbejdet en definition på bæredygtig kost1. Heri fremgår det, og for at man kan tale om, at en kost er bæredygtig, skal fire kriterier være opfyldt.

FAO’S DEFINITION AF BÆREDYGTIG KOST:

Sustainable Healthy Diets are dietary patterns that promote all dimensions of individuals’ health and wellbeing; have low environmental pressure and impact; are accessible, affordable, safe and equitable; and are culturally acceptable

FAO & WHO, 2019, Sustainable healthy diets – Guiding principles2

Kosten skal være:

  • Ernæringsmæssigt tilstrækkelig, sikker og sund
  • Beskyttende og respektfuld over for miljøet
  • Kulturelt acceptabel
  • Økonomisk tilgængelig for alle

 

Bæredygtig mad er sundt

Et kriterium for at en kost er bæredygtig er, at den er sund og bidrager med nødvendige næringsstoffer. Forskellige fødevarer indeholder forskellige mængder og typer af næringsstoffer. Nogle fødevarer indeholder få eller ingen, mens andre har mange.

EKSEMPEL

Hvis man kun kigger på klimabelastningen, er det godt at dyrke sukkerrør, da sukkerrør er en af de mindst klimabelastende afgrøder. Man kan på den baggrund argumentere for, at det ville være meget klimavenligt kun at leve af sukker. Men ud fra et ernæringsperspektiv kan vi ikke leve af sukker alene, og derfor er en kost rig på sukkerrør ikke bæredygtig på den lange bane.


Bæredygtig mad må ikke belaste miljøet

Et andet vigtig krav til bæredygtig mad er, at den produceres under forhold, der beskytter og respekterer miljøet. Her kigger man på fødevarernes CO2-aftryk, men CO2-belastningen står ikke alene i denne sammenhæng. Det er også vigtigt at se på, hvor meget jord, der bruges til fødevareproduktionen, og hvor stort vandforbruget er. På globalt plan er drikkevand en begrænset ressource, og det er vigtigt, at vandforbruget i forbindelse med fødevareproduktion reduceres som meget som muligt.

Pesticider og kunstgødning kan også være et problem i produktionen af fødevarer. Det er forhold, der påvirker fødevareproduktionen og må håndteres for at sikre en fødevareproduktion, der er bæredygtig og samtidig respekterer jordens klima og begrænsede ressourcer.


Kulturelle normer og traditioner har også betydning

Det er vigtigt, at en bæredygtig kost er kulturelt acceptabel. Hvad der er kulturelt acceptabelt kan være forskelligt men det, der menes, er, at kosten skal leve op til de normer og traditioner, som er gældende for de forskellige befolkningsgrupper på jorden.

Religiøse forhold kan f.eks. spille ind i forhold til, hvad der er kulturelt acceptabelt. Bl.a. muslimer, hinduer og jøder har f.eks. særlige krav til deres kost. Det betyder, at en fødevare kan have en minimal klimabelastning, men alligevel ikke være bæredygtig, hvis visse befolkningsgrupper ikke må spise fødevaren af religiøse grunde.

Insekter er en god proteinkilde og samtidig meget klimavenlige at producere. I dele af Asien er insekter en populær spise, mens de ikke er særlig udbredt som fødevarer i den vestlige verden. Hvad der er kulturelt acceptabelt ét sted i verden, er altså ikke nødvendigvis acceptabelt andre steder.

Det er med andre ord vigtigt, at kosten ikke kun er klimavenlig men også lever op til en befolknings kulturelle normer og madtraditioner for at kunne betegnes som bæredygtig.


Maden skal være tilgængelig og til at betale

En bæredygtig kost skal være rimelig i pris og let tilgængelig for alle forbrugere – også i udviklingslandene.

Hvis maden er for dyr, er det begrænset, hvor mange der har råd til at købe den. Maden bliver derfor ikke solgt – og dermed ikke spist og mad, der ikke bliver spist, kan ikke betegnes som bæredygtig. Særligt i den tredje verden er pengene små, og prisen er derfor af stor betydning for de fødevarer, der indgår i den daglige kost.

En bæredygtig kost skal også være let tilgængelig. Det er nemlig ikke bæredygtigt at skulle transportere sig over lange afstande for at få fat i maden.

Bliv klogere på, hvordan mælk lever op til de fire parameter

 

 

Kilder:

1: Food- and Agriculture Organization of the United Nations (FAO), 2010: Sustainable diets and biodiversity. Directions and solutions for policy, research and action.

 

Læs mere om bæredygtig kost